Strategi og planer

Regionens klimaindsats handler om at finde måder til at løse de opgaver regionen har, på en måde der er betydeligt mindre belastende for miljø og klima.

Region Nordjylland har som mål at reducere CO2-udledningen fra sin egen drift med 40% fra 2018 til 2030. Reduktionen omfatter både de direkte udledninger fra forbrug af diesel og benzin, udledninger fra forbruget af el og varme, og de indirekte udledninger som skyldes alle de produkter og services som regionen forbruger.

Brug mindre, brug længere, brug grønnere, er overskriften for størstedelen af de indsatser som skal til for at nå målet. Sammen skal Region Nordjylland gennem en grøn omstilling, som vil påvirke store dele af regionens drift. 

Danske Regioner har i december 2023 vedtaget strategien Grønne Hospitaler. Mål og indsatser fra denne strategi implementeres i en bæredygtighedsstrategi for Region Nordjylland. Denne strategi forventes vedtaget i sensommeren 2024. 

De overordnede målsætninger omsættes til handling gennem sektorspecifikke handlingsplaner og strategier, såsom affaldsstrategien, strategi for bæredygtigt byggeri og indkøbspolitikken. Den lokale oversættelse sker i vidt omfang gennem de lokale klimahandlingsplaner som hvert virksomhedsområde har udarbejdet.